Selektiv mutisme er en angstlidelse, der ses hos 1 ud af 140 børn.

Det er ikke sjældent. Det bliver bare ikke opdaget det meste af tiden.

Disse børn er ikke tavse, fordi de ikke ved, hvordan de skal tale - de er tavse, fordi intens angst forhindrer dem i at bruge deres stemme i visse sammenhænge.
De kan ikke svare, når en lærer kalder deres navn.
De må ikke bryde ud i grin, mens de leger.
De kan ikke råbe højt, når de har ondt.
Der er ord inde i dem, de kan bare ikke komme ud.

Denne tavshed er ikke et valg.
Det er en tvang. En kamp.

Hvis man ikke får støtte i en tidlig alder, kan det gå alvorligt ud over selvtilliden, de sociale relationer og modet til at udtrykke sig.
Forskning viser, at støtte, der gives før 8-årsalderen, er betydeligt mere effektiv.
Som tiden går, kan angsten blive dybere, og tavsheden kan blive permanent.

Jeg gennemlevede denne proces med den vigtigste person i mit liv - min bror.
Jeg er ikke terapeut eller specialist.
Men jeg er en storebror, som ved, hvad denne tavshed betyder.

Som ung LEGO-entusiast så jeg, at leg kan blive en bro, når det rette miljø er skabt.
Jeg oplevede, at når presset fjernes, og der opbygges tillid, følger talen med.

Jeg tror på LEGOs motto: "Leg er din superkraft".
Leg er virkelig en superkraft.

Jeg tror også på tilgangen "Kun det bedste er godt nok".
Når det drejer sig om børn, skal man kun gøre det bedste.

Og det er præcis derfor, jeg siger det her:

For børn med selektiv mutisme er det mere end muligt, at legen er stærkest i de år, hvor den betyder mest.

Mini-Talks kan være en begyndelse.
Men mit håb er, at det inspirerer til meget mere.

Når teknologi, spildesign, videnskab og social bevidsthed går op i en højere enhed, er reel forandring mulig.

Hvis du læser dette i dag og har adgang til viden, ressourcer eller indflydelse, der kan hjælpe et barn med at finde sin stemme,
Vær venlig ikke at vente.

Lad ikke et barn tilbringe sin barndom i tavshed.

Hvis leg er en superkraft,
Vi bør bruge den magt mest til børn, hvis stemmer ikke bliver hørt.

Og hvis vi siger: "Kun det bedste er godt nok".
så er det bedste, at intet barn forbliver tavs.

Fordi intet barn
skal være tavse i de år, hvor de lærer at tale, at grine og at udtrykke sig frit.

Sammen kan vi få deres stemmer hørt.

Alp Özpamir