Nogle børn vil gerne tale - men angsten blokerer deres stemme.
Selektiv mutisme er en angstbaseret tilstand, der typisk begynder i den tidlige barndom, hvor et barn ikke er i stand til at tale i visse sammenhænge - især sociale miljøer som skolen.
Mens barnet måske taler komfortabelt derhjemme, låser deres stemme sig i ukendte eller forventningsfulde omgivelser. Det er ikke stædighed eller uvilje - det er en fysisk reaktion på intens angst.
Forskning viser, at selektiv mutisme er mere almindeligt end tidligere antaget. For eksempel rapporterer Storbritanniens National Health Service (NHS), at selektiv mutisme kan ses hos ca. 1 ud af hver 140 børn.
Det betyder, at der på mange skoler kan være mindst ét barn, der går igennem dette - det bliver bare ikke altid opdaget.
Det amerikanske Child Mind Institute og Selective Mutism Association understreger også, at selektiv mutisme ofte optræder sammen med social angstlidelseog at tidlig identifikation og støtte kan lette processen betydeligt.
Selektiv mutisme begynder typisk i den tidlige barndom (mellem 2-4 år) og ses oftest, når et barn starter i børnehave eller skole.
Det vigtigste kendetegn er barnets manglende evne til at tale i bestemte omgivelser - mens de kan tale derhjemme, kan de blive helt tavse i skolen eller i nærheden af ukendte mennesker.
Ifølge eksperter omfatter de mest almindeligt observerede symptomer:
Taler derhjemme, men bliver helt stille i skolen
Reagerer ikke på lærere, kammerater eller andre voksne
At kunne tale med nogle mennesker, men ikke med andre
Ude af stand til at svare, når du bliver stillet et spørgsmål
Ser ud til at være frosset eller låst, når du bliver bedt om at tale
Føler sig paralyseret eller lukket ned i sociale sammenhænge
Kun at kunne sige nogle få ord
Taler i hvisken
Mærkbar ændring i stemmelejet
Nikker med hovedet for "ja" eller "nej"
Peger eller skriver i stedet for at tale
Hviskende svar til en betroet person, der viderebringer dem
Kan ikke bede om at gå på toilettet eller udtrykke basale behov
Ude af stand til at sige til, når man føler sig utilpas eller utilpas
Disse børn er ikke tavse, fordi de ikke ønsker at tale.
De vil gerne tale - men angsten tillader dem ikke at bruge deres stemme.
Det faktum, at et barn, der taler derhjemme, bliver helt tavs i skolen, er det definerende kendetegn ved selektiv mutisme.
Selektiv mutisme optræder ofte sammen med social angst, og når støtten forsinkes, kan den manglende evne til at tale påvirke barnets skoleliv og venskaber.
Denne information er udarbejdet på baggrund af kliniske vejledninger fra NHS, Selective Mutism Association og Child Mind Institute.
Disse børn er ikke tavse, fordi de ikke ønsker at tale.
De vil gerne tale - men angsten tillader dem ikke at bruge deres stemme.
Selektiv mutisme bliver ofte misforstået. Her er nogle almindelige myter og fakta bag dem, som fremhævet af NHS, Child Mind Institute og Selective Mutism Association:
Barnet vil gerne tale, men intens angst blokerer fysisk for talen. Det er ikke et bevidst valg.
Forventningen om at tale udløser en "fryse"-reaktion i barnets krop.
(NHS, Child Mind Institute)
Selektiv mutisme er ikke det samme som generthed. Den er klinisk defineret som en angstlidelse og optræder ofte sammen med social angst.
(NHS, Selektiv Mutismes Forening)
Der er ingen beviser for, at selektiv mutisme er direkte forårsaget af traumer.
De fleste børn kan tale perfekt derhjemme.
Den underliggende mekanisme er angst, ikke traumer.
(Child Mind Institute)
Uden støtte kan det vare ved i årevis.
Tidlig identifikation med passende tilgange gør processen meget lettere.
Jo længere tid støtten udsættes, jo mere kan tavsheden blive forstærket.
(NHS, Child Mind Institute)
At presse, tvinge eller konstant sige "tal!" øger angsten og gør det endnu sværere at tale.
Eksperter understreger vigtigheden af at skabe sikre kommunikationsrum i stedet for at tvinge folk til at tale.
(Child Mind Institute)
Uden støtte kan det vare ved i årevis.
Tidlig identifikation med passende tilgange gør processen meget lettere.
Jo længere tid støtten udsættes, jo mere kan tavsheden blive forstærket.
(NHS, Child Mind Institute)
Eksperter bemærker, at de fleste børn med selektiv mutisme har normale kognitive evner eller evner over gennemsnittet, og i nogle tilfælde udviser de stor nysgerrighed, kreativitet og empati.
Problemet er ikke intelligens - det er angst, der blokerer for tale.
(Foreningen for selektiv mutisme)
Mange børn kommunikerer ved at pege, skrive, nikke eller gennem en person, de har tillid til.
Det viser, at lysten til at kommunikere stadig er der.
(Foreningen for selektiv mutisme)
Det vigtigste for børn med selektiv mutisme er en konsekvent, tillidsbaseret tilgang uden pres, som er integreret i dagligdagen.
De følgende punkter er baseret på vigtige retningslinjer fra NHS, Child Mind Institute og Selective Mutism Association til familier, lærere og dem, der er tæt på barnet.
Fremskridt bør anerkendes i små skridt. Et blik, en hvisken eller endda en gestus skal ses som en del af processen.
Fokuser på små gevinster i stedet for store forventninger.
Miljøer, hvor barnet føler sig godt tilpas, bør understøttes. Det understreges, at rolige, trykfrie og fordomsfrie rum kan gøre vejen til kommunikation lettere.
At pege, skrive, nikke eller svare gennem en betroet person viser, at ønsket om at kommunikere fortsætter.
Eksperter beskriver disse som naturlige broer til tale.
Fremskridt sker ikke kun i terapi. Der skal ydes konsekvent støtte i hjemmet, i skolen og i sociale sammenhænge.
Samarbejdet mellem familie, skole og fagfolk bør styrkes.
I stedet for at spørge "talte de?", så spørg "prøvede de?". - Barnets indsats skal anerkendes og fejres.
Ifølge eksperter reducerer leg angst og skaber et sikkert grundlag for kommunikation.
Tale læres ofte ikke direkte - den støttes naturligt gennem leg.
Familiernes observationer skal værdsættes, og der skal gøres fremskridt sammen med forslag fra fagfolk.
Når man støtter et barn med selektiv mutisme, kan visse tilgange utilsigtet øge angsten og forstærke tavsheden. De følgende punkter er baseret på vejledning fra NHS, Child Mind Institute og Selective Mutism Association.
Hvis man hele tiden siger "tal" eller "sig det", kan det øge angsten og forstærke frysningsreaktionen.
Det kan ofte give bagslag at bede barnet om at tale, når der er mange mennesker til stede.
Man skal huske, at det ikke er et valg, men en angstbaseret reaktion.
Denne proces er ikke sort-hvid. Små skridt er grundlaget for store fremskridt.
Sætninger som "andre børn gør det" kan øge angsten og bør undgås.
Det understreges, at støtte i hverdagen er lige så vigtig som professionel hjælp.
Målet med selektiv mutisme er ikke at "få barnet til at tale" - det er at hjælpe det med at føle sig trygt først.
Når tilliden vokser, åbner der sig et rum for kommunikation.
(Kilder: NHS, Child Mind Institute, Selective Mutism Association)
Fremskridt inden for selektiv mutisme sker ikke i en enkelt indstilling.
Eksperter understreger, at konsekvent støtte på tværs af alle miljøer - hjemme, i skolen og i sociale sammenhænge - er det, der gør fremskridt mulige.
(NHS, Child Mind Institute, Selective Mutism Association)
Derfor skal støtte tænkes holistisk, ikke i brudstykker.
Ikke som en terapimetode, men som et støttende rum, hvor barnet kan udvikle sig i sit eget tempo og opdage sin stemme gennem leg.
Men det vigtigste er dette:
Denne proces kan ikke gennemføres alene. Når familie, skole, fagfolk og hele barnets omgangskreds arbejder sammen, kan små skridt blive til store forandringer over tid.
Danish 
English 
Turkish 
German