Familier, eksperter, frivillige og rum i det virkelige liv.
Støtte kommunikation, sammen.
Mini-Community er et sted, hvor mennesker, der har været berørt af den selektive mutismeproces, mødes.
Det forener livserfaringer, støtte fra lokalsamfundet, faglige perspektiver og hverdagslige omgivelser. Hver del spiller en forskellig rolle, men de har én fælles idé: Børn skal kunne deltage på måder, der føles trygge for dem, uden at blive presset til at tale.
Mini-Community består af fire indbyrdes forbundne lag: egne erfaringer, støtte fra fællesskabet, fælles faglig viden og hverdagslige steder.
Familier og voksne med personlig erfaring, der finder sammen gennem fælles oplevelser og hverdagsøjeblikke.
Mennesker, der arbejder for bevidstgørelse, inklusion, workshops og deltagelse, der tager hensyn til den enkeltes behov.
Fagfolk, der deler generel viden og synspunkter, uden at dette erstatter den individuelle støtte til barnet.
Hverdagslige steder, der byder forskellige måder at deltage og kommunikere på velkommen.
Tilsammen udgør disse fire sammenhængende lag »Mini-Community«.
Som en familie, der gennemgik denne proces, følte vi os nogle gange alene.
Min familie søgte efter andre familier, der forstod, hvad vi gik igennem. Nogle af disse kontakter opstod via de sociale medier, hvor det at dele hverdagens bekymringer, spørgsmål og små oplevelser med mennesker, der havde været igennem noget lignende, hjalp os med at føle os mindre alene. Det behov for samhørighed er en del af det, der senere blev til Mini-familier.
Vi forsøgte også at komme i kontakt med terapeuter og fagfolk, der havde erfaring med selektiv mutisme, og vi så, hvor vigtig lærernes støtte kunne være i hverdagen.
De lærere, terapeuter, klinikere og andre fagfolk, der kender og støtter et bestemt barn, forstår barnets behov, omstændigheder og fremskridt på en måde, som det bredere samfund ikke kan. Inden for Mini-Community, Mini-eksperter har en anden rolle: fagfolk kan dele generel viden, synspunkter, erfaringer og feedback med det bredere mini-fællesskab, men dette erstatter ikke den barnespecifikke faglige støtte, som en familie måtte have brug for.
For at min søster skulle føle sig tryg ved at øve sig i at tale, forklarede vi først situationen for et sted eller for de mennesker, der var der, og vendte derefter tilbage sammen med hende.
Disse oplevelser viste os, at også hverdagslige steder og de mennesker, der befinder sig der, kan have betydning. De var med til at forme tankerne bag Talk-spots og Mini-frivillige: Mere bevidste mennesker og mere forstående omgivelser kan gøre det mere trygt og behageligt at deltage, uden at det skaber ekstra pres.
Hverdagslige steder blev en del af processen — én interaktion ad gangen.
Jeg læste menukortene på restauranterne op for min søster, og i lang tid hviskede hun sine bestillinger i mit øre, og så bestilte jeg dem.
Med tiden begyndte min søster også at bestille.
For os var det vigtigste kriterium på restauranter ikke maden - det var bestillingsprocessen.
I supermarkedet spurgte min søster for første gang en butiksansat, hvor mælkeafdelingen var, med en meget stille stemme.
Mens medarbejderen — som vi på forhånd havde informeret om min søsters situation — viste, hvor mælken stod, besvarede hun spørgsmålet »Hvor mange glas mælk drikker du om dagen?« ved først at holde fingrene op.
En anden dag spurgte hun med højere stemme, hvor et andet produkt var.
Sammen med min søster forberedte vi små spørgeskemaer, som vi kunne stille folk på gaden.
Nogle gange stoppede de op og svarede.
Nogle gange sagde de: "Jeg har ikke tid" og gik videre.
Og nogle gange var der dem, der var passende for min søster at høre sin stemme blive sagt højt til fremmede for første gang.
Ingen havde til hensigt at gøre nogen fortræd, men de fleste vidste ikke, hvordan de skulle opføre sig.
Hvis vi havde kunnet finde engagerede frivillige og hverdagslige steder, hvor man forstod, hvordan man inkluderer et barn uden at lægge et kommunikationspres på det, kunne nogle af disse oplevelser have føltes mere trygge og behagelige.
Mini-Community opstod ud fra disse behov, der opstod undervejs — sammenhold, forståelse, viden og mere støttende hverdagsmiljøer.
Mini-Community skaber et rum for udveksling af personlige erfaringer, generel vidensdeling, bevidstgørelse, samarbejde og større forståelse for de daglige omgivelser omkring børn med selektiv mutisme.
Mini-Community stiller ikke diagnoser, behandler ikke, vurderer ikke og yder ikke børnespecifik klinisk vejledning. Tjenesten erstatter ikke de lærere, terapeuter, klinikere eller andre fagfolk, der kender og støtter det enkelte barn direkte.
Mini-Community er oprettet for at familierne ikke skal klare alle faser af denne proces på egen hånd — samtidig med at der lægges vægt på professionel støtte, personlige grænser og det enkelte barns tempo.
Minisamfund
Kom i kontakt med familier, frivillige, fagfolk og støttende steder i hverdagen, der ønsker at skabe større forståelse for børn med selektiv mutisme.
Mini-Community er et sted, hvor mennesker, der er berørt af den selektive mutisme, mødes.
Som en familie, der selv gennemgik denne proces, var der tidspunkter, hvor vi følte os alene.
Min familie arbejdede for at nå ud til andre familier, der gennemgik den samme rejse, og søgte terapeuter med erfaring inden for dette område.
Vi så, hvor vigtig lærernes støtte er i processen med selektiv mutisme.
For at min søskende kunne lave behagelige taleøvelser, informerede vi først lokalerne og tog derefter derhen sammen som familie.
På restauranter læste jeg menuen for mine søskende. I lang tid hviskede de deres bestilling i mit øre. Med tiden begyndte mine søskende selv at bestille. For os var det vigtigste på restauranter ikke maden - det var processen med at afgive bestillingen.
I supermarkedet spurgte min søskende for første gang efter mælk med en meget hæs stemme. Da vi tidligere havde informeret ekspedienten om min søskendes proces, og de havde vist, hvor mælken var, svarede min søskende på spørgsmålet "Hvor mange glas mælk drikker du om dagen?" ved først at pege med fingrene. En anden dag spurgte de med lidt højere stemme efter et andet produkts placering.
Min søskende og jeg forberedte små spørgsmål, som vi stillede til folk på gaden. Nogle gange stoppede folk op og svarede. Andre gange sagde de "ikke tid" og gik forbi. Nogle gange var der endda nogen, der advarede min søskende om at tale højere, da det var første gang, de hørte min søskendes stemme rettet mod fremmede.
Ingen havde dårlige intentioner, men de fleste vidste simpelthen ikke, hvordan de skulle opføre sig. Hvis vi kunne have fået fat i frivillige, der var opmærksomme på dette problem og kunne kommunikere med barnet uden pres, ville denne oplevelse have været meget mere sikker og behagelig. Det er præcis den slags behov, Mini-Community blev født ud af.
Men jeg er ikke professionel, og det er min familie heller ikke.
I Mini-Community tilbydes der ingen behandling eller løsning.
Den eksisterer kun, så ingen går denne vej alene.
Det er åbent for alle, der ønsker at hæve stemmen for børn med selektiv mutisme, støtte processen og gå denne vej sammen.
Danish 
English 
Turkish 
German