Åbent brev

Selektiv mutisme er en angstlidelse, der rammer cirka ét ud af 140 børn.

Det er ikke sjældent. Det går blot alt for ofte ubemærket hen.

Børn med selektiv mutisme er ikke tavse, fordi de ikke kan tale. De er tavse, fordi en intens angst forhindrer dem i at bruge deres stemme i visse situationer.

Det kan være, at de ikke er i stand til at svare, når en lærer kalder på dem.
Det kan være, at de ikke kan grine højt, mens de leger.
De er måske ikke i stand til at råbe, når de kommer til skade.

Ordene findes derinde i dem. De kan simpelthen ikke komme ud.

Denne tavshed er ikke et valg.

Det er noget, de ikke kan styre. Det er en kamp.

Uden støtte i den tidlige barndom kan barnets selvtillid, sociale relationer og mod til at udtrykke sig blive stærkt påvirket. Forskning viser, at støtte, der ydes inden barnet fylder otte år, kan være betydeligt mere effektiv. Med tiden kan angsten blive værre, og tavsheden kan blive mere vedvarende.

Jeg oplevede det på egen krop med en af de vigtigste personer i mit liv – min søster.

Jeg er ikke terapeut eller specialist.

Men jeg er en storebror, der ved, hvad denne tavshed kan betyde.

Som ung LEGO-entusiast begyndte jeg at indse, at når det rette miljø skabes, kan leg fungere som en bro. Jeg oplevede, hvordan tale kan begynde at opstå, når presset fjernes, og der opbygges tillid.

Jeg tror på LEGOs motto: »Leg er din superkraft.«

Leg er virkelig en superkraft – især for børn med selektiv mutisme, netop i de år, hvor tidlig støtte kan gøre den største forskel.

Jeg tror også på LEGO-grundlæggerens ord Ole Kirk Kristiansen: »Kun det bedste er godt nok.«

For mig får den tanke en endnu større betydning, når det drejer sig om børn. De fortjener den bedste omsorg, støtte, inspiration og de bedste muligheder, vi kan give dem.

Men når det gælder børn med selektiv mutisme, tror jeg ikke, at vi har gjort vores bedste endnu.

Hvis du læser dette i dag og har den viden, de ressourcer eller den indflydelse, der skal til for at hjælpe et barn med at finde sin stemme, så vent ikke.

Lad ikke et barn tilbringe sin barndom i stilhed.

For intet barn bør være tvunget til at tilbringe de år, hvor det lærer at tale, le, skabe kontakt og udtrykke sig frit, fanget i tavshed.

Hvis leg er en superkraft, bør vi bruge den især til fordel for de børn, hvis stemmer ikke bliver hørt.

Og hvis vi mener, at »kun det bedste er godt nok«, så er det bedste, vi kan stræbe efter, en verden, hvor intet barn bliver overset.

Sammen kan vi hjælpe dem med at at stemmerne bliver hørt.